Copyright © TravelAmerica.dk 2010-2014. Links | Vilkår og betingelser

Share on Facebook
Share on Twitter
Share via e-mail
Share on Delicious
Share on Digg
Share on Google Bookmarks
Share on LiveJournal
Share on Newsvine
Share on Reddit
Share on Stumble Upon

TravelAmerica.dk        British Airways     Hotels.com       Skyscanner.dk        Accorhotels.com     Hotelscombined.com      Booking.com     Agoda.com

Home
Death Valley - Californien

Fritiden

15. marts 1937

4. Årgang Nr. 12


Dødsdalens gode Hyrde


Hedere end Sahara med Saltlejer i Stedet for Oaser er den Egn, Dødsdalens gode Hyrde frivilligt har valgt sig.  


Pappa Fairbanks kaldes han. Han har Ørnens Skarphed i sit Blik, og den brændende Sol og de piskende Storme har tegnet Linier i hans Ansigt, der er mere veltalende end Ord. Selv siger han kun lidt, han er en tavs Mand; men hans Handlinger er raadsnare og hurtige.  


En Vandrer er forsvundet i Dødsdalen, den grumme og kvælende hede Afgrund blandt Kaliforniens Ørkener. Man spørger ikke hvorfor, det ubarmhjertige Sandhav er i sig selv Svaret.  Nyheden spreder sig ad mystiske Veje som alle Nyheder der i Ensomheden, og Nødraabet naar til sidst med usvigelig Sikkerhed den eneste, som vil kunne redde den ulykkelige, om Redning endnu staar i menneskelig Magt - Dødsdalens gode Hyrde, Pappa Fairbanks.  


I mere end et kvart Aarhundrede har denne Mand kæmpet med Dødsdalen og vovet sit Liv paa at opsøge forulykkede, der er bukket under i Sandhavet. Sit Hjem har han i Shoshone - en ubetydelig Flække ved Nevadagrænsen Øst for Dalen. Og skønt han bekæmper Ødemarken, elsker han den; dens Hemmeligheder er ogsaa hans, som han selv er en Del af den.  Pappa Fairbanks har set Dyr og Mennesker, ja selv Fugle, der prøvede at passere Dødsdalen, falde til Jorden med udslukt Liv - brændt til Døde af de grumme Straaler fra den altid glødende Sol. Han har reddet Mennesker, som med sønderrevne Klæder flakkede om vanvittige af Tørst - som den unge Mand, der med en munter Latter sad og sigtede Sandet mellem sine udspilede Fingre. Han rensede det, lallede han, for så ville det blive friskere at drikke. Men Pappa’ Fairbanks lo ikke. Han kender de Hallucinationer om Vand, der forfølger de tørstgale, saa de midt i Ørkensandet kiltrer Tøjet op, "for at det ikke skal blive vaadt".  


Det var Piuteindianerne, den amerikanske Ørkens hjemløse Omstrejfere, som lærte Pappa Fairbanks den vældige Sandsænkning at kende. Den er 25 Mil lang og fra 1½ til 6 Mil bred og omsluttet af Bjerge paa alle Sider. Dens solstegte Bund ligger 100 Meter under Havets Overflade og er det laveste Punkt paa det amerikanske Kontinent. Man paastaar, det ogsaa er Jordens hedeste Plet. Pappa Faibanks har set Termometret stige til 54 ½ Grad i Skyggen! I Sommertiden er Jorden saa varm, saa Sten eller et Stykke Jern brænder den nøgne Haand som rødglødende Kul.  Og dog er der noget lokkende og fortryllende ved Dødsdalen - dens vidunderlige Storslaaethed. Fra "Dantes Udsigt" 2000 m oppe ser man ud over Dalens chokoladefarvede Bund med sølvhvide Pletter, der ligner Søer, men er store glitrende Saltpletter. Rundt om hæver Panamintbjergene sig - Toppene lyser i rødt, orange og grønt. Længere borte ser man Mt. Whitney - Nordamerikas højeste Top.  


Vi følger Pappa Fairbanks på Turen ned til ”Djaevelens Golfbane” dybt nede paa Bunden. Oppefra ser den ud som en Sø; men nu ser vi, at det er et stort Omraade dækket af Boraks, Soda og Potaske.  Ogsaa almindeligt Salt er der - mange Steder opblandet med Jord.  Et vildt og dystert Øde. Midt i Dalen ligger dens eneste Oase - Ildflodsfarmen. En Smule Bæk fra en nærliggende Canyon overrisler her 65 Tønder Land, hvor en Meksikaner og en Flok Panamintindianere dyrker Grønsager og Korn.  


Bag Ildflodsfarmen ligger det Boraksfelt, der engang forsynede Verden med en stor Del af denne Fornødenhed. Det er Skotten Aaron Winters, der først fandt dette Sted. Han og hans Kone, Rosie, havde en lille Farm ved Ash Meadows Øst for Dalen. Der kom aldrig andre besøgende hos dem end omstrejfende Piuter og en og anden mindre heldig Guldgraver. En af dem fortalte Aaron om Boraks, der blandet med andre Kemikalier brændte i en blå Lue. En Dag slog det så ned i Aaron, om det sære hvidglinsende Leje nede i Dalen mon skulde være Boraks. Øjeblikkelig begav han sig paa den 35 Mil lange Rejse til nærmeste By efter de nævnte Kemikalier.  Og saa startede han og Rosie.  De naaede Stedet ved Nattetid og begyndte straks at blande det hvide Stof, de fandt paa Jorden, med de medbragte Sager. Saa satte Aaron en Tændstik til - og de omstrejfende Coyoter røg til alle Sider ved hans vilde Glædeshyl. ”Det brænder blaat … det brænder blaat!”  


En Måned efter modtog han 5000 Pund for sin Indberetning. Og saa blev Boraksværket i Dødsdalen paabegyndt. Vand fik man fra Bækken ved Ildflodsfarmen. Men Arbejdsvilkaarene var næsten uudholdelige. Ingen kunne holde ud mere end et Par Måneder i den overvældende Hede, hvor frisk Kød fordærvedes fra Morgen til Middag og et drivvådt Lommetørklæde tørrede i Løbet af et Minut, når det blev spændt ud i Solen.  


Transportvanskelighederne var næsten også uovervindelige. Alt blev bragt paa Æsler eller Muldyr fra og til Jernbanen i Mohave 27 Mil borte. Siden prøvede man med Traktorer og Slæbevogne, og saa endelig blev Dødsdalens Jernbane anlagt, der satte de vigtigste Gruber i direkte Forbindelse med Mohave. Men helt ind i Dødsdalen naaede den ikke; man fandt snart mere 'tilgængelige Boraksfelter i nærliggende Canyons.


I vore Dage har et smart Aktieselskab rejst et Hotel med Udsigt over den berygtede Dal, og det faar virkelig en Del Søgning af Turister.  Den tavse Ørken, Bjergene og den hemmelighedsfulde Dal er jo ret enestaaende Lokkemidler. Og de sælsomme Luftspejlinger over Salt-moradserne er berømte skønne Oaser med Træer og blinkende Søer viser sig og gør det vanskeligt for Tilskueren at tro paa den barske Virkeligheds grove Trækors, der kendetegner den faldne Vandrers sidste Hvilested.    


Bag de forræderiske Moradser ligger Sandhøjene - Flyvesandsklitter som i Sahara. En af dem hedder Emigrant Wash - et stort Selskab, der vilde passere Dalen i Aaret 1849, bukkede under her. Ved Los Waggons dræbtes en Del Boraksarbejdere af Indianerne. . En Morgen for ikke saa længe siden saa Pappa Fairbanks Gribbene flokke sig over et Sted, som kaldes Bennets Kilde. Instinktet sagde ham, at Aadselsfuglenes Kredsen gjaldt et menneskeligt Væsen og intet Dyr. Da han naaede frem til Stedet, fandt han, at Mennesket allerede for noget siden havde lidt en frygtelig Død. Der var kun eet tilbage - at begrave den ulykkelige paa Stedet, hvor han laa.  25 saadanne Grave kender Pappa Fairbanks; men de fleste omkomne efterlader sig intet Spor. Sandet udsletter dem - Sandet, der aldrig har blivende Sted. Og Aar efter Aar blottes de afpillede hvide Ben.  Andre styrter saa langt fra de nogenlunde befærdede Ruter, saa kun Coyoterne ser det, de sortglinsende Ravne og det giftige Kryb.  


Pappa Fairbanks er en typisk Ørkenmand, og hverken han eller hans Hustru kan tænke sig at leve andre Steder. Pappa er 70 nu; men han kan gaa en kun halvt saa gammel Vandrer træt. Han er et af den Slags Mennesker, der søger og tiltrækkes af Faren for gennem den at kunne redde Menneskeheden.         


Ralph Jacobus Fairbanks (26. december, 1857 – 3. oktober 1943) var en amerikansk guldgraver, iværksætter og pioner der oprettet flere byer i Death Valley området Californien, herunder Fairbanks Springs (1904-1905), Shoshone (1910), og Baker (1929).


R.J. "Dad" Fairbanks, som han blev kaldt af de lokale, var en ivrig iværksætter, og han var kendt for at redde turister og guldgravere, der vandrede i ørkenen. Og også ligene af dem, der ikke var så heldige at blive fundet i tide.


Dette er historien om en helt særlig skikkelse i 1900 tallets Californien

Dødsdalens Gode Hyrde

Pappa Fairbanks - Death Valley - Californien Pappa Fairbanks Pappa Fairbanks Article Pappa Fairbanks Article Badwater Basin - Californien